Haven i september
Nyd frugterne i et glas
Det kræver ikke ret meget at presse saft fra egen avl. Nutidens husholdningsmaskinpark må indbefatte en saftcentrifuge, som i løbet af ingen tid nemt har presset 10 liter most eller saft fra havens frugter. Du kan lave rene safter eller du kan blande dem med grøntsager eller andre frugter. Du kan sagtens bruge nedfaldsfrugt, som når det er renset for snavs og rådpletter, smager lige så godt, som fra frugter plukket på træerne. Saften eller mosten skal køles ned hurtigt og holder sig i køleskab i 3–5 dage, inden det begynder at gære. Hældes det på plastflasker kan det med fordel fryses ned til senere optøning og nydelse.
Har dine buksbom plads nok?
Buksbom i krukker rundt omkring i haven og ved terrassen er meget dekorative og nemme at passe, MEN af og til kan det være vanskeligt at holde den mørkegrønne farve på de små blade. Når man planter i store krukker, kan de nemt stå i flere år, for den kuglerunde eller kegleformede facon bliver løbende justeret af min beskæresaks. Hvad der sker nede i krukken, ved man jo ikke så meget om, men faktum er, at buksbomrødderne vokser uanset om man begrænser toppens tilvækst. Det betyder, at der over nogle år bliver meget trangt – dernede!
Pleje der pynter på buksbom
- A) Først og fremmest gøde dem med buksbomgødning. En specialblanding med ekstra jern og mangan, der holder de stedsegrønne buksbomblade grønne.
- B) Hvert forår tilføre et lille lag god kompost på toppen af krukken; ca. 2–3 cm højt.
- C) Kan du ikke få farve på planterne, skal du plante dem om i en større beholder. Det gøres ved at trække planten op og frigøre så meget af den gamle jord, som det overhovedet er muligt. Fyld en lidt større krukke med et godt drænlag i bunden i form af Leca kugler og fyld op med en god kvalitetsjord fx Green Garden Krukke-og pottemuld. Placér planten i den nye, friske jord og fyld på toppen. Husk at vande godt til og vær flittig med vand de første måneder.
Hvor gamle er dine roser?
Nogle haveejere foragter de stikkende buske, mens mange andre haveejere ikke kan få nok af de smukke, duftende skabninger, der med hver deres ynde tager sig forskelligt ud. De moderne roser har en begrænset levetid i haverne. Faktisk vil nogle roser efter 10–15 år være så ”trætte”, at det bare gælder om at gribe spaden og få dem gravet op og smidt ud! Du kan godt plante nye roser på samme sted, men jorden skal udskiftes. Fjern ”gammel” rosenjord og fyld ny næringsrig rosenjord iblandet frisk jord fra køkkenhaven i et stort hul (0,5m x 0,5m x 0,5m) og plant din nye rose. Husk også at roser skal plantes dybt. Podestedet, hvor rosen er forædlet, skal være 5–10 cm under jordens overflade, så rosen i selv en hård vinter ikke fryser væk.
Beskæring af roser skal altid ske om foråret. Lad blot gamle rosenblomster sidde tilbage vinteren over – skulle der dannes hyben, er det god føde for havens vilde fugle.