Haven i oktober
Pas på nattefrosten
I nogle egne har den første nattefrost allerede vist sig, mens andre egne stadig har det knitrende morgengræs til gode. Med milde vinde på næsten 20 grader C i september og oktober har haven haft en god sensæson. Har du planter på terrassen, som ikke tåler frost, skal du nu se at få dem beskyttet. Middelhavsplanter som citroner, appelsiner og rosmarin skal ind i drivhuset eller udestuen, så de kølige nætter ikke giver dem bladskader. Har du sarte græsser, afrikanske liljer, oliventræer og laurbær, skal de under udhæng, så de ikke bliver alt for fugtige i deres krukker og beholdere. De etårige sommerblomster dør nu og du kan stadig nå at samle frø fra de visne blomster. De stedsegrønne planter i krukkerne kan, for de fleste sorters vedkommende, sagtens tåle at stå udenfor om vinteren, men sæt gerne små krukkefødder under krukkerne, så overskydende vand kan løbe fra.
Få mere ud af Halloween
De flotte orange græskar udhules og levende lys får ansigtet til at lyse op i de mørke aftener. Sørg for at bruge kraftige knive og lad ikke børn gå i gang med udskæringen UDEN voksnes opsyn! Du kan bruge græskarkernerne som snack, når de først koges, saltes og ristes i ovnen. Græskarkødet kan syltes, laves til marmelade, koges som suppe eller skæres i stykker, smørristes eller krydret på anden vis. Du kan også prøve at lave en amerikansk pumpkinpie, hvor stykker af græskar bages i en tærte.
Udover at du selvfølgelig kan købe græskar hos Toksværd Planteskole, kan vi tilbyde redskaber og specielle udendørs stearinlys, så uhyggen rigtig kan brede sig.
Når nødden er størst…
Netop nu falder valnødderne ned fra træerne og ligger gemt i grønbrune tykke skaller. Her skal de tages ud af, for skallerne går hurtigt i forrådnelse og nedbryder skallen på valnødden. Du kan godt spise de friske nødder med det samme, men ønsker du at gemme valnødderne til senere (jul) er du nødt til at rense overfladen og behandle dem med atamon for at forhindre dem i at rådne. Du skal huske at opbevare nødderne køligt og helst i et tyndt lag i hulkasser. Du kan også hænge dem op i netstrømper i carporten. Mangler du et valnøddetræ i haven behøver du ikke vente 20 år på at det giver nødder. I dag kan du købe podede træer, der allerede giver frugter efter få år. Hør nærmere hos Toksværd Planteskole.