Haven i juni
Agurketid…
Selvom vi plantede tomatplanterne før agurkerne, er det alligevel agurkerne, vi først kan høste fra. Det er en utrolig hurtig grøntsag i drivhuset og der kommer rigtig mange agurker på blot en enkelt plante. Opbinding er selvsagt meget vigtig.
Dernæst kommer udtyndingen af for mange ansatte agurker. Dyrker du skoleagurker, betyder det knapt så meget, for planten kan holde mange små agurker på én gang. Lad dog ikke dine planter få mere end to hovedskud – der skal nok komme masser af agurker.
Har du slangeagurker, skal du derimod ikke lade planten udvikle alle de ansatte frugter. Fjern hver tredje ansatte agurk op ad hovedstænglen, og lad ikke din agurkeplante få mere end ét hovedskud. Til gengæld kan du snart høste utroligt flotte og velsmagende agurker.
Sørg for at gøde dine agurkeplanter HVER gang, du vander. Husk også at tjekke for spindemider. Der er altid stor risiko for, at agurkerne får spidemider, som ses på bagsiden af bladene. Det er meget små edderkoppelignende dyr, der suger saft og kraft ud af bladene og til sidst tager livet af hele planten. Et mindre angreb kan takles ved at fjerne de angrebne blade, men det kan blive nødvendigt at slippe nogle rovmider ud. Få mere information om biologisk bekæmpelse af skadedyr i dit drivhus.
Toksværd Planteskole – en verden af blomster
Haverne bærer præg af, at det har regnet meget i år. Græsset, der før var så kedeligt og gult, skal nu slås to gange om ugen, og alt er frodigt og grønt. Blomsterløgene er for længst færdige og ved at visne ned, mens de første sommerblomstrende stauder er klar til pomp og pragt. Selv om blomsterne på buske og træer er utroligt smukke, har blomsterne i krukker og bede nær huset en helt særlig betydning for vores sommerhumør. Snyd derfor ikke dig selv for en tur hos Toksværd Planteskole, hvor der i øjeblikket er sat fokus på, at dine omgivelser kan blive fyldt med blomster, blomster og endnu flere blomster.
Dine bønner er hørt
I juni måned er det tid til at så bønner. Har du allerede fyldt køkkenhaven op, kan du med fordel så bønner imellem kartoflerne, som du snart kan høste. Havebønner er forskellige af udseende. Du kan så de lave buskbønner, som du kan høste de fine grønne bønner fra, eller du kan så stangbønner, der giver mange gule eller violette bønner. Du skal så bønnerne i 4 – 5 cm dybde med 10 – 20 cm mellem hvert frø og en afstand mellem rækkerne på 50 cm.
Buskbønnerne klarer sig helt uden støtte, men sørg for at stangbønnerne har stativ, hasselgrene eller lignende at slynge sig op ad. Glæd dig til august måned, hvor du kan høste skønne, lækre og meget nærende bønner i din egen have.
Det hele gror – også ukrudtet
Man kan godt blive lidt frustreret over at se haven bare sådan vokse til i ukrudt. Hvor kommer alt det skidt dog fra? Ja, faktisk er vi rigtig gode til at producere det selv. Frøene fra de afblomstrede mælkebøtter, enårige rapgræs, hønsetarm, springkarse, stolt henrik og alle de andre arter af ukrudt er nemlig meget levedygtige og har snart produceret en hel hær af nye ukrudtsplanter, der efter deres blomstring også kaster i tusindvis af små frø. Dertil kommer puljen af frøukrudt i jorden. Mange af ukrudtsfrøene går nemlig ikke lige til, men er spiringsdygtige i rigtig mange år.
For at bryde den dårlige cirkel, kan du gøre følgende:
Skab gode betingelser for fugle i haven. De spiser rigtig mange ukrudtfrø i løbet af et år.
Kom ukrudtet i forkøbet og vælt det, inden det blomstrer.
Hvis det er muligt, så fjern også ukrudt, der ikke står lige i nærheden af bedene – ukrudtsfrø spredes over lange afstande.
Plant bunddækkende planter, som dækker bar jord og hindre ukrudtet i at trives.
Lug flittigt først på sæsonen, så frøsmitten bliver så lav, som muligt.
Sørg for at få så meget rod som muligt med op, når du luger – ellers vokser rødderne bare videre.
Fjern ukrudtet fra bedene, når det er fugtigt vejr. Kun i solskinsvejr kan man lade ukrudtet ligge og visne.